"Medrivende og fantastisk velskrevet!"

 

 

Jan Magnussens beretning om sit turbulente liv er en enestående fortælling om en dreng, der opfyldte sit mål om at blive den bedste i verden, men knækkede på vejen til at blive stjerne i Formel 1.   
   Som 22-årig blev danskeren kaldt verdens største talent inden for motorsport. Tre verdensmesterskaber i gokart og en pulverisering af legenden Ayrton Sennas rekord for flest Formel 3-sejre fik alle til at spå Magnussen en enestående fremtid, men et eller andet gik galt på vejen. Midtvejs i sin anden Formel 1-sæson blev stortalentet fyret og af medierne stemplet som fiasko, hvilket sendte ham ud i en månedlang depression og tanken om at vende sporten ryggen.
   I dag kan Jan Magnussen se tilbage på sin Formel 1-fyring som det bedste, der er sket i hans liv. På bunden af sin karriere genfandt han ved en tilfældig test i USA legebarnet, droppede pillerne og har siden udviklet sig til en af motorsportens mest succesrige og alsidige personligheder. Ingen anden kører i verden har opnået at deltage i så mange topserier som f.eks. Formel 1, IndyCar, DTM, NASCAR og selvfølgelig Le Mans, hvor Magnussen i dette årtusinde har givet Corvette en lang række sejre.
   I denne billedrige bog skriver Jan Magnussen levende og humoristisk om de mange sejre og nederlag på og uden for banerne, ligesom han tager os med bag de barske kulisser i en verden, der afgøres på brøkdele af et sekund. Han fortæller desuden ærligt om sorger og glæder i familielivet, hvor sønnen Kevin efter at have fået lærlingekontrakt med McLaren-teamet nu står på spring til at indfri de Formel 1-løfter, der naturligt lægger sig til Danmarks hurtigste efternavn.  

 

Pressen skrev:

"Hvilken præcision, hvilket fortæller-gen! Jeg føler ikke, jeg læser bogen, jeg hører nærmest Jan fortælle den til mig hen over en god øl. "En Fiaskos Perfekte Liv" er måske den bedste racerbog, jeg nogen sinde har læst."
Flemming Haslund, Jyllands-Posten
******

 "Medrivende og humoristisk værk om 'Roden fra Roskilde'. Du er underholdt på alle sider, og med mange fine billeder fra karrieren og privatlivet samt en tour de force ud i Magnussens one-liners er "En Fiaskos Perfekte Liv" en selvbiografi, man SKAL læse. Seks ud af seks skruenøgler!"
Flemming Hansen, F1journal.com
******

 "En ærlig, farverig og munter bog, der samtidig giver selv insidere mange nye facetter om mennesket Jan Magnussen. Han lægger ikke fingrene imellem og fremstår intelligent, viljestærk og fokuseret i et imponerende værk, der er rigt illustreret."
Carl Christian Hansen, Autosport

 

"Den altid åbne Jan Magnussen beretter om karrierens mange op- og nedture i en ærlig, velfortalt selvbiografi."
Henrik Jacobsen, Politiken

 

"Der er smæk for skillingen i Magnussens nye bog, der er som hans karriere: Lang, spændende og uhyre underholdende. Big Mag er ikke blevet mindre efter biografien, og de mange billeder alene er hele bogen værd."
Michael Ewert, Bil Magasinet
******

 "Fin, fin bog, der kommer hele banen rundt. Motorsportsfans vil elske de righoldige detaljer, og alle andre kan også blive klogere af at læse historien om, at en knust drøm ikke behøver være enden på alting."
John Lautrup, Billed-Bladet

 

"En Fiaskos Perfekte Liv" er sprængfyldt med underholdende anekdoter fra et liv, der til tider har været alt andet end politisk korrekt. Bogen er en ærlig rejse med bilsportens svar på Preben Elkjær. Man behøver ikke at være fan af Jan Magnussen for at købe hans selvbiografi."
Karsten Lemche, FDM/Motor

 

"Fantastisk bog, der både giver dyb indsigt i motorsportsverdenen og i Jans turbulente, men fantastiske liv. Kan varmt anbefales."
Keld Poulsen, læserkommentar på Gad.dk


"En medrivende, velfortalt fortælling om fyringer, dræbte kollegaer og svigt. Men heldigvis er der ikke langt mellem grinene i bogen, der er fyldt til randen med anekdoter i en fin balance mellem røverhistorier, succeser og nedture."
Bo Skovfoged, Racemag.dk

 

"Jan Magnussens selvbiograf er en fantastisk velskrevet bog om en ung drengs kamp for at nå til tops i Formel 1. I en medrivende atmosfære skildres Jan Magnussens karriere med en gribende og sjældent set varme, lige fra det første verdensmesterskab i gokart over den mislykkede tid i Formel 1 til nutidens store succeser. Set gennem styrthjelmens klare visir på verdens måske mest "komplette" racerkører får læseren et åbent og ærligt indblik i et menneske, der har rejst sig i bremsestøvet og forvaltet sit enorme talent til ubegribelige præstationer og triumfer. Krydret med humoristiske anekdoter og oplevelser er det en sand fornøjelse at læse om Jan Magnussens oprigtige glæde ved at køre racerbil!"
Thomas Wulff, tv-kommentator, 6'eren
******

"Fortællingen er så personlig, at det næsten virker som om, man sidder ved siden af ham. Men den er fortalt til Jan Kaiser, som er pressechef for Jan Magnussen, og til den erfarne formel 1-skribent Nils Finderup. De har formået kunsten at skrive bogen, som Jan Magnussen ville have gjort det, mens billedsiden også imponerer med 400 fotos."
Christian Schacht, Fyens Stiftstidende

 

 

 

 

 

 

 

 

Info

 

En Fiaskos Perfekte Liv

Udgivet: 2010

Sider: 388

Størrelse: 23,5 x 16,4 x 2,7 cm

 

Vægt: 920 g

Vejl. pris: 298 kr.

ISBN.: 9788798982630 

 

Skribenter:

Nils Finderup og Jan Kaiser

 

Fotografer:

Morten Alstrup, Nils Finderup, GM Media, Jan Kaiser, Mikkel Kaiser, Jørn Dalgård-Larsen, Sven Lautrup, Christina Magnussen, Marlboro, 

Mercedes-Benz, Erling Pedersen, privatfotos m.fl.

 

Forord:

Jason Watt

 

 

FORLAGET FINSEN